top trolls

Velkommen til
Sangtrolden
Pias private dagpleje Præstø

Troldeunger elsker at synge og lege i naturen

Mine tre byggesten

sang bilde

Hos Sangtrolden er der tryghed og ro
Til at lære, udvikle sig og gro.

Vi elsker at lege, og synger dagen lang
Troldeungerne, de har en særlig klang.

Fællesskabet binder os sammen
I Troldebo som danner rammen.

Vi elsker at boltre os og give den gas
Med naturen, som legeplads.

Vi er så glade for at være her
Det giver os troen på eget værd.

Min dagpleje

pia round

Lidt om mig

Jeg hedder Pia og har arbejdet som kommunal dagplejer i Præstø i 15 år.
Jeg er rigtig glad for at arbejde med små børn og synes selv, at jeg beskæftiger mig i et af de mest værdifulde job, da jeg er med til præge de første år af et barns liv, hvilket har stor betydning for deres udvikling.

Jeg har, som dagplejer, kun haft tilfredse forældre, som har været glade og trygge for at aflevere deres barn hos mig.

Jeg har selv 4 børn, som alle er voksne. Jeg har i min tid, som dagplejer, deltaget i mange forskellige kurser omhandlende bl.a.:

  • Børns kompetenceudvikling (AMU-kurser)
  • Børns leg (AMU-Kurser)
  • Børn og natur (AMU-kurser)
  • Samspilsrelationer konflikthåndtering (AMU-kurser)
  • Pædagogiske læreplaner
    (Fælles Pædagogiske Grundlag - Vordingborg kommune)
  • Førstehjælp
  • Kost

bench

Mit hjem

Jeg bor i røgfrit hus med lukket have. I vil kunne møde vores lille hund, Ronja, som elsker børn og passer godt på dem. Jeg synes at det er vigtigt, at børnene lærer at omgås dyr med respekt. I haven er der gynger, legehus og en stor sandkasse. Vi har store træer, hvor børnene har mulighed for at gemme sig og lege, at de er på skovtur.

Jeg finder det vigtigt at:

  • Give omsorg tryghed og kærlig pleje
  • Styrke børns selvværd og selvtillid gennem leg,
    læring og samvær med andre
  • Udvikle børn sprogligt, motorisk og socialt
  • Have en daglig dialog omkring jeres barn
  • Være ude i den friske luft hver dag
  • Læse og synge for børnene hver dag.

”Troldeminder”

Jeg kan godt lide at tage billeder af børnene, som jeg bruger som dokumentation på mit arbejde. Mine mange billeder udmunder i en fotobog som barnet vil få med den dag de stopper hos mig. Bogen laver jeg, fordi jeg mener, det er vigtigt for barnet at se sig selv og huske tiden i deres første så vigtige år. Ikke mindst har jeg selvfølgelig et håb om, at den vil medvirke til at jeg ikke så nemt vil blive glemt.

big troll green

Mine tre byggesten

”Tryghed, Glæde og Fællesskab”

three children

Tryghed

Jeg skaber tryghed ved stille og rolig indkøring, genkendelige rutiner og hjemlige rammer med én fast voksen. Jeg er opmærksom på barnets behov. Trygge børn er glade børn og hvad er ikke bedre end glade og smilende børn?

two children

Glæde

At skabe glade børn er, for mig, det samme som at respektere og anerkende børnenes følelser. Jeg anerkender børnene ved at vise glæde ved det de gør, give udfordringer samt lytte opmærksomt til barnets behov. Det handler om at styrke barnets selvværd gennem leg, læring og samvær med andre børn. Derfor vægter jeg musik og sang, bevægelse, ture og leg i naturen, som en del af det vigtigste for at skabe gode oplevelser der er med til at samle børnene og danne glædesfulde rammer for et godt fællesskab.

four children

Fællesskab

At føle sig som en elsket og respekteret del af en gruppe betyder meget for børn. Som dagplejer, mener jeg, at det er en fordel at være en lille børnegruppe for nemmere at kunne tilgodese det enkelte barns behov. Vi sætter fokus på at hjælpe hinanden, vente på tur og dele. Vi leger med sproget, indlærer rim og remser, synger sange og laver fagter. ”Under den hvide bro” skråler vi, når vi cykler under broen og når turen går til troldeskoven, bevæger vi os som krible krable dyr og leger på naturens legeplads: ”Kom og vær’ med”

big troll yellow

Hvorfor vælge

Privat?

  • I, som forældre, skal selv bestemme,
    hvem der skal passe jeres barn.
  • I får større medindflydelse på jeres barns hverdag.
  • Jeg er fleksibel omkring åbning- og lukketider.
  • Jeg har ingen gæstebørn.
  • Det er billigere, og I får mere for pengene.
  • Jeg giver bleer og engangsvaskeklude.
  • Jeg har barnevogne børnene kan sove i.
  • Jeg har vikar, som kommer hjem i mit hus,
    hvis jeg bliver syg.
  • Dit barn skal ikke i Gæsteordning.
  • Et lille trygt og hjemligt miljø.

two trolls

Sangtrolden

Pias private dagpleje

Vores hverdag:

Da vi er så heldige at bo med en dejlig natur omkring os, så skal den selvfølgelig også ses og benyttes. Derfor tager vi ofte i skoven, på stranden eller på bytur til Præstø, hvor vi bl.a. godt kan lide at fodre ænder, se på skibe ved havnen eller benytte os af Naturlegepladsen på engen.
Vi tager på biblioteket, hvor vi låner bøger, som flittigt bliver læst hjemme. Vi synger hver dag, da jeg synes, det er rart og børnene elsker det.
Vi er ude hver dag. Det kan være i vores haver, skoven eller legepladsen. Når vi skal på tur til Præstø, i skoven, eller besøge andre dagplejere, så kører jeg i egen bil, hvor børnene sidder fastspændt i godkendte autostole eller vi tager ladcyklen som er meget populær hos børnene. Vi kan komme vidt omkring og opleve naturen på tæt hånd og se glade mennesker, der vinker til os.

Kost

Jeg serverer sund og alsidig mad. Det består af groft brød (ofte hjemmebag), frugt, grønt, kød, fisk og ost. Til måltiderne tilbydes vand eller mælk. En gang om ugen serverer jeg varm mad, da det giver børnene nogle andre smagsoplevelser.

Morgenmad:

Jeg tilbyder morgenmad frem til kl. 8.00, for de børn som ikke har spist hjemmefra. Det kan f.eks. være havregrød, havregryn eller rugbrød. Alt efter alder og ønsker.

Formiddag/eftermiddag:

Groft brød og frugt/grønt.

Frokost

Mørkt rugbrød med pålæg. Det kan være fisk, ost, kød, leverpostej pyntet med grønt eller grønt som tilbehør.

Børnene inddrages også i madlavningen og borddækning. Vi lærer at sidde pænt, så vi oplever måltidet som noget hyggeligt og rart. Vi tager os en snak om dagens begivenheder og slutter ofte af med en lille sang

notes

Praktisk info

Priser 2017

Forældrebetalingen (egenbetalingen) hos mig Kr. 2.648,00

Tilskud fra kommunen udgør Kr. 5.852,00

Tilskuddet udbetales d. 1. i hvert måned.

Samlet ydelse for en plads Kr. 8.500,00

Der ydes søskendetilskud fra kommunen
- Se regler herom på kommunens hjemmeside.

Åbningstider:

Jeg holder åbent 48 timer om ugen.

Mine åbningstider:
Mandag - torsdag kl. 6.30 - 16.15
Fredag kl. 6.30 - 15.30

Åbningstiderne kan ændres alt efter behov.

Ferie:

Jeg afholder 6 ugers ferie om året. I vil få en kalender hvorpå i kan se den planlagte ferie. I min ferie skal i selv sørge for pasning eller planlægge ferie.

Min ferie 2017:

Vinterferie: Uge 10 (6/3 - 10/3)

Påskeferie: Uge 15 (10/4 - 17/4)

Dagen efter Kristi Himmelfart: 26/5

Sommerferie: Uge 30-31-32 (24/7 - 11/8)

Juleferie: 20/12 - 31/12

Sygdom:

Hvis jeg skulle være så uheldig at blive syg vil der være mulighed for at blive passet af en vikar som kommer her. Det er en, som børnene kender og dermed føler sig trygge med. Vikaren er godkendt af kommunen. Det er en stor fordel, at børnene er i kendte omgivelser med en kendt person og at de har hinanden.

Hvad skal I medbringe:

Tøj og sko der passer til årstiden
Skiftetøj
Dyner og puder.
Evt. Sutter og sovedyr.

Det er vigtigt at tøjet er praktisk, da barnet selv skal lære at tage tøj og sko af og på.

I er meget velkommen til at spørge mig til råds om påklædningen.

children bubble

Ledige pladser

Hvis du/ I synes, det kunne være noget for jer at få jeres barn passet i
"Sangtrolden", er I altid velkommen til at ringe og aftale en tid, hvor I kan
komme og besøge mig; så vil jeg fortælle mere om hvem jeg er, samt
hvordan hverdagen i dagplejen foregår.

I har mulighed for allerede under graviditeten at komme på besøg og få Jeres barn skrevet op.

children football

Forældre indlæg

* Der kræves en gyldig e-mailadresse for at kunne indsende en besked.
Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort og vil ikke kunne ses af andre.


Anbefaling af Pia Hemmingsen og hendes private dagpleje Sangtrolden

Vores datter Isabell på 2,5 år har været hos Pia siden d. 4. november 2013 og skal fortsat gå der indtil d. 1. juli 2015.

Pia er en dygtig, varm og kærlig dagplejemor, som har øje for det enkelte barn, dets personlighed og behov, som hun altid sætter højt. Det betyder i praksis at Pia hver morgen meget hurtigt aflæser hvert enkelt barn og tilpasser sig deres humør. Er der behov for at kramme, finde en sut og lige få vinket ordentligt farvel til mor og far, eller er det at gå ind og lege i legekøkkenet eller se deres fine nye gummistøvler. Pia sætter sig ind i hvad det enkelte barn er optaget af og er god til at tage tingene i deres tempo. Hun er samtidig utrolig dygtig når der skal løses konflikter mellem børnene og går meget op i at de skal respektere og behandle hinanden godt.
Vi er af den opfattelse af Pia holder utroligt meget at 'sine børn' og de af hende og det er ikke sjældent at der bliver givet store kram når vi bringer eller henter, ligesom Pias familie og lille hund Ronja også er med til at skabe en hjemlig, hyggelig atmosfære omkring børnene.
Man føler sig som forældre utrolig velkommen hos Pia og ligesom at børnene må benytte hele huset, er det også i orden at man tager sit barn i hånden og lige hjælper færdig med det puslespil hun var i gang med, eller lige går med ind i værelset og ser dukken blive puttet inden vi kører hjem. Der er altid tid til at barnet kan nå at følge med og Pia fortæller gerne om dagens forløb.
Pia bruger meget tid udenfor hvor børnene kan lege i sandkasse, legehus og i hele hendes have. Man kan nogle gange helt tabe pusten, når man kommer og henter og hele haven er fyldt med legetøj, forhindringsbaner af skummåtter og badebassin med legetøj. Ungerne elsker det og man kan kun som forældre blive glad når man fra havelågen kan høre sit barn grine og hvine af glæde. Og der sker da også ofte at det er svært at få lokket Isabell med hjem da hun liiiige skal lege færdig.
Til højtider laver Pia kreative ting med børnene, på det niveau de kan være med, og vi har fået nogle rigtig fine julegaver i form af malerier og fotobøger som vi er rigtig glade for.
Det er meget tydeligt for os at Pia er dagplejemor fordi hun har lyst og fordi hun brænder for det. Hun skaber en tryghed som næsten kun kan sammenlignes med den vi finder hos Isabells bedsteforældre og vi føler at Pia og hendes familie har været med til at skabe en fantastisk og tryg base for vores datter og vi kan derfor kun give hende og Sangtrolden de allerbedste anbefalinger.

Donni og Rikke og Isabell Engholm Clausen


Hej Pia.

Hvor er det en flot hjemmeside, du har fået lavet!
Det, der gør den ekstra god er, at hjemmesiden afspejler den hverdag, børnene får hos dig.

De bedste hilsner Mikkel og Mille

 


 

two big trolls

Kontakt mig

Jeg kan kontaktes dagligt angående pladser eller
hvis i har yderlige spørgsmål på mobil eller mail:

Adresse:
Pia Hemmingsen
Ronesbanke 11
4720 Præstø

Mobil nr.: 51 26 04 77

e-mail: pihe57@hotmail.com